Fredag d. 13. januar 2023 blev der afholdt møde i Scandinavian Highlanders Regel- og Pointråd om de følgende emner:
Vi bød også Esben Mølgaard velkommen til rådet og havde stor fornøjelse af hans indsigt i andre formater som f.eks. vores søsterformat Canadian Highlander samt cEDH, Modern og Legacy.
ÆNDRINGER I POINTLISTEN OG WATCHLISTEN
Ved mødet i oktober foretog vi to ændringer i Pointlisten, navnlig Demonic Consultation +1 (1) og Spellseeker +1 (2), men netop disse to kort blev genbesøgt i en større overhaling af Pointlisten med henblik på at finde en bedre balance bl.a. i blå-baserede deck i forhold til resten af metaen. Det har længe været rådets mission at give midrange- og aggro-strategier bedre betingelser uden samtidig helt at kvæle de hidtil dominerende strategier – kontrol og combo – så ved dette møde foretog vi et større indgreb, samtidig med at vi kiggede på pointforholdet mellem kort med lignende effekter i de nævnte arketyper.
De følgende ændringer blev foretaget i Pointlisten:
- Ancestral Recall +1 (7)
- Demonic Consultation -1 (0)
- Jace, the Mind Sculptor -1 (0)
- Oko, Thief of Crowns -1 (1)
- Spellseeker +1 (3)
- Tainted Pact +1 (1)
- Treasure Cruise +1 (1)
- Underworld Breach +1 (2)
- Yawgmoth’s Will -1 (1)
Det første, vi talte om, var som sagt en ombalancering af “blå”, der især har været centreret omkring kort som Ancestral Recall og Time Walk det seneste år. For at gøre det mindre attraktivt at dedikere så stor en del af sine point til et af disse to kort, valgte vi derfor at lave en såkaldt “blå pakke”, der gjorde Ancestral Recall og Treasure Cruise dyrere, samt at vi placerede Sailors’ Bane på Watchlisten til +1 (1). Sailors’ Bane er et kort, der er blevet spillet som en ekstremt effektiv win condition – ikke mindst i december turneringen i Across-the-Board, hvor kortet dukkede op i toppen af pointtavlen i et bredt udvalg af blå-rød baserede deck. Der var ikke helt enighed om, hvor vidt kortet fortjente point, men vi blev enige om at holde øje med kortet. På trods af at seletøjet blev strammet til, blev der dog stemt for, at vi i samme omgang skulle fjerne Jace, the Mind Sculptors ene point delvist fordi kortet ikke regnes for helt så undertrykkende, som det engang var. Der drejer sig bl.a. om kortets høje mana cost, manglende evne til at forsvare sig selv, samt at alle farver har fået flere svar imod Planeswalkers. Overordnet set var det dog målet at reducere blå decks evne til at holde hånden fyldt med svar. Det betyder nok ikke, at deck med Ancestral Recall helt forsvinder fra metaen, men det kan betyde, at der er længere imellem dem.
I forlængelse af den såkaldte “blå pakke” kiggede vi også på tre primært blå-baserede combo-strategier: Spellseeker og Time Walk combo; Thassa’s Oracle combo; og Storm. I tilfældet af førstnævnte mente Rådet, at comboen fortjente mindst ét point ekstra, men måtte diskutere sig frem til, hvilket af de to kort – Spellseeker og Time Walk – der måtte straffes. I sidste ende blev det vedtaget, at Spellseeker var mere anvendeligt på tværs af strategier, og at kortet ikke blev helt uspilleligt i andre deck arketyper, hvis det blev sat op til 3 point, men at man dog ville være nødsaget til at være mere kreativt med pointene, hvis man skal bruge kortet. Rådet kunne derimod godt lide Time Walk på 6 point, da det så stadig ville være attraktivt at spille det “fair” f.eks. i tempo deck, der ikke ude på at tage uendelige ture. Det blev dog vedtaget, at Time Walk skulle tilføjes til Watchlisten til +1 (7) med henblik på at holde øje med, om comboen skulle sanktioneres yderligere.
I tillfældet af Oracle combo valgte rådet ikke at tilføje point til comboen, men i stedet at bytte rundt på pointene. F.eks. blev det vedtaget, at Tainted Pact fortjente det ene point mere end Demonic Consultation, da det er et kort, som fungerer bedre som en effektiv tutor, og derfor også kan anvendes som tutor i andre arketyper. At Demonic Consultation er et hurtigere combo payoff var den oprindelige motivation bag at pointgive kortet ved sidste møde, men Rådet vurderede, at det gav mere mening at placere dette point på Tainted Pact, da kortet har mere anvendelighed i flere situationer med en betydeligt mere overkommelig omkostning.
Der har været tilløb til at se flere Storm deck, der anvender enten Underground Breach eller Yawgmoth’s Will, og netop sådanne to deck tog første- og andenpladsen ved turneringen i ZZ Games tilbage i marts 2023. Dog var der bred enighed om, at Underground Breach har mere anvendelighed og er nemmere at combo af med. Det er også et kort, der er nemmere at tilegne sig, og derfor er der større potentiale for at se kortet både i Storm, andre combo-arketyper eller sågar i mere fair deck som f.eks. Burn eller Prison. Derfor valgte vi at bytte rundt på pointene, så de reflekterer det, som rådet opfatter er kortenes reelle styrkeniveauer i formatet her og nu.
Sidst men ikke mindst var der en længere diskussion om Oko, Thief of Crowns, som blev stemt ind på Pointlisten for et år siden efter Årsmesterskab 2021. Selvom der er bred enighed om, at kortet er fejldesignet, og at tallene på kortet er helt forkerte og meget voldsomme, og selvom at kortet bestemt har en tendens til at stikke af med spillet, så har formatets power niveau og generelle tempo gjort, at Oko ikke anses for at være helt så stærkt et kort, som da det blev trykt. Det drejer sig igen om (som nævnt ved pointændringen af Jace, the Mind Sculptor), at alle farver har adgang til langt flere anvendelige svar, og at Planeswalkers ofte ikke kan konkurrere med creatures med gode ETB-evner på hastighed i 2023. Derfor valgte vi at sætte kortet ned med et point samtidig med, at vi dog tilføjede det til Watchlisten.
ÆNDRINGER I WATCHLISTEN
- Demonic Consultation – tilføjes +1 (1)
- Oko, Thief of Crown – tilføjes +1 (2)
- Sailors’ Bane – tilføjes +1 (1)
- Skullclamp – fjernes fra listen
- Time Walk – tilføjes +1 (1)
- Wrenn and Six +1 (1)
- Unfinity-sættet – fjernes fra Watchlisten
ÅRSMESTERSKAB 2023
Pga. forsinkelser i planlægningen valgte vi at udskyde Årsmesterskabet til d. 19. eller d. 26. februar for at sikre, at flest mulige af de kvalificerede spillere får mulighed for at deltage. Indtil videre leger vi med tanken om at arrangere turneringen, så den bliver afholdt i Across-the-Board i Ballerup eller et lignende sted, så der ud over selve mesterskabsturneringen vil være mulighed for andre spillere at komme og kigge på, samt selv at spille Highlander. Vi opfordrer alle, der kunne være interesserede i at dukke op og hjælpe os med at lukke 2022, heppe på detalgerne og fejre Årsmester 2023 med manér.
Den planlagte dato betyder desuden, at de kvalificerede deltagere vil have mulighed for at inkludere kort fra det kommende sæt Phyrexia: All Will Be One og de tilhørende commander produkter i sine deck.
De kvalificerede er som følger efter seed:
- 1. Daniel B – (Årsmester 2023; Baltzermester 2022; Across-the-Board mester 2022)
- 2. Bent H – (ZZ Games mester 2022; Cockatriceliga 2022 Sommer- og Efterårsmester)
- 3. Jannik L – (Cockatriceliga 2022 Vintermester)
- 4. Asbjørn J – (Cockatriceliga 2022 Forårsmester)
- 5. Mathias K-S – (kvalificeret på point)
- 6. MGL – (kvalificeret på point)
- 7. Tobias K – (kvalificeret på point)
- 8. Morten J – (kvalificeret på point)
COCKATRICELIGAEN
Der blev ikke foretaget nogen ændringer i Cockatriceligaen. Bent Hemmingsen fortsætter som TO for ligaen i år 2023, og den næste sæson begynder 30. januar og løber seks uger frem til d. 12. marts 2023. Playoff bliver spillet søndag d. 26. marts fra kl. 12.
Det vil så også sige, at kort fra Phyrexia: All Will Be One vil være tilgængelige efter første udskiftning mellem uge 2 og 3 af ligaen til d. 13. februar og fremefter.
Der er tilmelding til ligaen i ugen op til dvs. fra d. 23. januar og helt frem til søndag d. 30. januar kl. 23:59. Hold øje med Discord og Facebook-gruppen for link til tilmeldingsformular.
ÅRETS FØRSTE PAPTURNERING
Der er endnu ikke mange detaljer at dele herom, men Turneringsgruppen planlægger årets første turnering d. 11. eller 12. marts. Mere herom, når detaljerne begynder at være på plads.
DELTAGERE
- Bent, Daniel, Esben, Jannik og Tobias.