Vi byder jer alle velkommen til at deltage i årets sidste pointgivende turnering, Julebal i Scandiland, der for Corona-sikkerhedens, lethedens og julefredens skyld bliver afholdt over webcam på anden juledag d. 26. december. Vi vælger at holde eventet så åbent og nemt at tilgå som muligt, og selvom vi holder faste rammer i form af 5 runder på 60 min., så opfordrer vi også spillere, der kun kan være med lidt af vejen og som stadig har lyst til at spille Scandilander i julen til at være med, også selvom familien kræver tilstedeværelse til den årlige julefrokost senere på eftermiddagen.
Om turneringen
Hvor: Webcam (chat over Discord, vi mødes i “fælleschat” under Turneringer fra kl. 10:45)
Hvornår: Søndag d. 26. december, kl. 11:00
Format: Gældende Scandinavian Highlander-regler og pointliste med kort til og med Innistrad: Crimson Vow (husk at tjekke dit deck, inden turneringen i vores Deck Validator)
Runder: 5 runder af 60 minutter (vi holder et kvarters pause efter 1. og 3. runde – decktjek efter første runde)
Entré: Gratis
Præmier: Der er præmier til top 2 i form af Modern Horizons 2 boosters, enkeltkort og et sæt Scandinavian Highlander 2021 mesterskabskortlommer
Point og førsteplads: Alle deltagere – uanset placering – tjener point til årets pointstilling, og førstepladsen kvalificerer sig direkte til Årsmesterskabet d. 9. januar
Proxies: Gældende proxy-regler, men der er intet øvre loft (man må altså inkludere ligeså mange proxies i sit deck, som man har lyst til i denne turnering)
Decktjek: Man behøver ikke at indlevere deckliste, men efter første kamp skal man udføre decktjek med sin modstander (dvs. bekræfte, at pointlisten er overholdt, at der ikke er illegale duplikater i decket, og at de inkluderede proxies kan genkendes og læses)
Vi håber på at se en masse af jer, så hvis du har lyst til at spille Scandilander og har et webcam, der bare venter på at blive brugt, så kom og vær med til årets sidste turnering!
Lørdag d. 27. var det meningen, at vi skulle have haft den endelige kvalificerende turnering til Årsmesterskabet for 2021, men pga. en pludselig mængde afbud valgte vi at udskyde selve turneringen til et senere tidspunkt. Med Søren fra Slice N Dice i Ballerups velsignelse og lidt hurtig tænkning af arrangørerne bl.a. Aske fra Turneringsgruppen besluttede vi alligevel at gennemføre en mere hyggelig begivenhed, hvor folk bare dukkede op og fik spillet Scandilander med hinanden, og til trods for det lidt skuffende opløb, blev det til en super hyggelig dag i Ballerup med gode mennesker og en række spændende deck.
Hen over dagen var vi i alt syv spillere inkl. nye spillere til formatet, der ikke havde deltaget i af vores begivenheder før, og sjovt og interessant nok var der ikke nogen gengangere iblandt de deck, folk spillede, hvilket må siges at være imponerende. Blandt de deck, jeg så og hørte om, blev der spillet UG Turns, Mono Green Elves, RDW, BG Aggro, Naya Landfall Aggro, UW Control, UR Control, Green Eldrazi Ramp, Gruul Midrange, BG Dredge Reanimator og UR Academy Combo. I det hele taget en god stribe deck især med hældning imod aggro eller midrange og mindre fokus på kontrol og combo end vi ofte har set bl.a. i Cockatriceligaen.
Jeg vil fortælle lidt om de deck, jeg tog med, og om de fire matchups, som jeg nåede at spille. Jeg fik desværre ikke taget billeder af kampene eller stemningen derhenne, ej hellere fik jeg taget noter, men i stedet har jeg lånt et billede fra nettet, hvor kan man se de udmærkede omgivelser hos Søren i Slice N Dice samt taget et par rekonstruerende billeder for at give en fornemmelse af de deck, jeg spillede.
Selv spillede jeg de følgende to lister: Naya Landfall Ramp og den fysiske version af mit UwU Tax the Rich blå-hvide kontroldeck, hvoraf det sidstnævnte er baseret på grundlisten, som jeg spillede til et 10-0 (20-5) resultat over seneste sæson af Cockatriceligaen og Playoff. Det er et deck, som jeg er meget bekendt med, hvorimod Naya-decket var en ny version af et gammelt bryg, som jeg faktisk aldrig havde spillet før. Inden vi kaster os over kampene, så lad mig først bruge lidt plads på at introducere de to deck.
UW Control har altid været det deck, jeg har klaret mig bedst med både i ligaen, og når jeg har testet og hyggespillet imod en lang række deck fra aggro til midrange til combo og control mirrors. Selve navnet er et, der ærgrer min medkumpan Mickey Fischer enormt, og det er jo en sejr i sig selv, men navnet af denne udgave af arketypen kommer fra, at decket har mere fokus på taxing/stax-effekter end typisk counter magic kontrol- eller tempodeck. Mange af de creatures og planeswalkers, som jeg har valgt at spille, lukker ned især for mere unfair strategier og actions, der gerne vil udføre hyppig tutoring og card draw. Det forsøger også at tvinge modstanderen til at betale for sine actions med ekstra tid, ture og resurser over tid, i stedet for mere mana her og nu. I bund og grund kan man sige, at den nuværende version, jeg spiller med, arbejder på fire akser, der strækker sig hen over den typiske counterspell/removal kontrolplan.
1) Timing og exiling vha. samspillet mellem kort som Teferi, Time Raveler; Lavinia, Azorius Renegade; Drannith Magistrate (ikke med i denne version); Spell Queller, Suspend (ikke med i denne version); Delay osv., hvor man spiller et tempo-spil, der samtidig forstyrrer modstanderens evne til at få sine spells og permanents resolved og tilbage på hånden, i spil eller i graven. Hele fidusen er, at hvis man har kort som Teferi, Lavinia eller Drannith Magistrate i spil, så afvikles modstanderens spells ikke som normalt, hvis de enten castes uden for Sorcery-timing, fra Exile-zonen eller gratis, og her går kort som Spell Queller, Suspend osv. fra at være gode og effektive svar, til at blive mere permanente og manaeffektive løsninger. Man kan også bruge kort som Ephemerate, Restoration Angel osv. til at forskyde timingen og måske endda få endnu mere valuta ud af interaktionen.
Det sagt, så er de nævnte kort stort set alle kort, som giver værdi i sig selv, måske lige på nær Lavinia og Magistrate, der i bund og grund er uimponerende creatures, når de ikke sidder over for de rigtige matchups og spilmønstre. Derimod kommer f.eks. Spell Queller rundt om “Can’t be countered” på kort som Abrupt Decay eller Supreme Verdict, og er ellers en glimrende pseudo-counterspell samtidig med at agere evasion beater/blocker. Delay er et vanvittigt underspillet tempokort, som ofte forskyder modstanderens planer på en meget uhensigtsmæssig måde, og med det kan man for Negate-mana kan ramme hvad som helst, hvilket er dejligt i et tofarvet deck. Denne tilgang vinder derfor meget ved, at kort, som laver knækkede ting sammen, faktisk også præsterer glimrende på egen hånd.
2) Ephemerate-comboen går i bund og grund ud på, at bruge Spellseeker til at finde Ephemerate, og dernæst at bruge Ephemerate på Spellseeker for at finde Ancestral Recall og andre gode ting. Når motoren for alvor spinder, så bruger man Snapcaster Mage til at Ephemerate tur efter tur til at skabe value især med Spellseeker og Recruiter of the Guard, som hver især kan hente enten instants og sorceries eller creatures. Ephemerates Rebound-effekt kan stackes til at ske, inden Snapcasters Flashback-effekt exiler kortet for resten af kampen, og på den måde kan man snyde sig til en evigt tilbagevendende løkke, der i hver turcyklus lader dig blinke et af dine andre creatures for blot én hvid mana og derved skabe mere værdi via ETB-triggers.
Det er som regel her, hvor man begynder at stikke af fra modstanderen, fordi man hurtigt får fyldt hånden og ligger inde med en overflod af specifikke svar. Og det gør også, at man kan begynde at bruge sine ETB-creatures på nogle ekstra snu og fikse måder, som kan arbejde sig rundt om modstanderens svar.
3) Graveyard recursion bl.a. vha. Lurrus of the Dream-Den. Mange af mine creatures er 3 eller 4 drops, så for at få ekstra værdi af Lurrus besluttede jeg mig for at udforske, hvad jeg kunne spille af Artifacts og Enchantments, der får sig selv ned i graven. Var det muligt at trække flere kort? Var det muligt at regrowthe spells og permanents? Hvad med anden disruption?
Jeg tester for tiden en række kort, som jeg kan spille igen og igen med Lurrus i form af Dress Down for card advantage og mulighed for at ødelægge modstanderens utility creature plan (eller at stoppe haste creatures) og Mishra’s Bauble til card draw og information (en interaktion, som man også ser hyppigt i formater som Modern), såvel som Angelic Renewal, som er en slags måde at komme rundt om Lurrus’ begrænsninger, og en måde at få en ekstra ETB-trigger på visse creatures eller endda at redde Lurrus selv. Hvis man har Lurrus i spil, ikke har castet kort fra graveyarden, og så spiller Bauble, har man mulighed for at knække den og genspille den med det samme, så man kan se øverste kort på begge libraries og trække to kort i næste upkeep for den nette sum af 0 mana. Bauble giver i øvrigt også mulighed for bedre information fra toppen af eget deck, inden man fetcher. Andre kort, jeg har kig på, er Omen of the Sea, Omen of the Sun, Seal of Removal og Cathar Commando, men ingen af disse kort var med i denne udgave.
Den ekstra værdi, man får ved at have et graveyard recursion undertema giver decket et spillerum, som byder på en dybde og nogle muligheder, som kontroldeck sjældent får. Klassiske blå kontroldeck anvender mest af alt graveyarden til Snapcaster Mage og lignende effekter samt at kunne Delve, men at få adgang til sine permanents og en lidt anderledes interaktion med sine spells i det hele taget gør, at modstanderens svar bliver noget mindre permanente. Det gør også decket mere kompliceret at spille, fordi det har en højere grindability, men det er bestemt en del af morskaben at udforske. Jeg leger i øvrigt med tanken om at spille Codex Shredder, bare for at kunne rydde op i de ubrugelige rester, som Sensei’s Divining Top og Brainstorm efterlader, men også for at kunne hente ting tilbage fra graveyarden, som Lurrus ikke selv kan hente. Jeg prøver også det nye kort Overcharged Amalgam af for tiden, og når jeg har Exploited min Snapcaster Mage for at counter en spell eller ability, har jeg mulighed for at spille den igen med Lurrus på bordet. Dertil har jeg også tilføjet endnu et af mine store favoritkort – Noxious Revival – der hjælper med yderligere recursion og som enabler for Miracles. Det har vist sig at være en af de bedste innovationer i decket, fordi det giver en stor kontrol over næste kort, man trækker.
Det gør den ellers meget begrænsede og tilfældige effekt til noget manipulerbart, hvor man belønnes stort ved at udnytte timingen. Man kan måske undre sig over, hvorfor man vælger at spille Miracle-kort i stedet for kort, der konsekvent byder på den ønskede effekt, men det drejer sig især om den markante manareduktion, der gør Miracles-kort værd at spille efter. Det er især manipulerbarheden, tidsligheden og den stærkt reducerede omkostning, der gør, at Terminus er spilbart, hvor Hallowed Burial ikke er. Ligeledes kan Entreat the Angels være det, der lukker og slukker kampen, hvorimod kort som Starnheim Unleashed er lidt mere klodsede at spille med og sværere at overrumple modstanderen med.
Da vi besluttede os for at udsætte turneringen og i stedet blot holde et lille hyggetræf, tænkte jeg, at jeg hellere måtte finde et andet bryg frem, for selvom jeg elsker mit blå-hvide kontrol deck, så var det en god mulighed for at få spillet og testet gamle bryg og idéer. En af de arketyper, som normalt ligger lidt uden for min interesse, er aggro, men jeg har altid godt kunnet lide idéen om et aggressivt landfall deck, så jeg dykkede ned i mine Cockatrice-filer og fandt en gammel liste, opdaterede den og kastede den hurtigt sammen dagen inden.
Decket er først og fremmest baseret på aggressive landfall creatures, men i stedet for at gå all-in på creatures, der i det store hele ikke har et højt power niveau, og som generelt taber til midrange staples, så er decket krydret med generisk og individuelt stærke creatures, tempo-kort og combo’er, der har en stærk synergi med landfall. Når man bygger synergidrevne deck, kan man vælge at læne sig ind i synergien og tage revl og krat af kort, som varierer i styrke, men som kommer til sin ret via mængde, redundans og fokus på landfall-synergien. En anden måde er at gå mere generisk midrange og vælge creatures, der kan stå på egne ben. Fordelen ved det er, at ens creatures som regel har en større effekt på bordet, kan konkurrere med de fleste af modstanderens dyr, og at man på et tomt bord nemmere kommer tilbage i spillet, fordi den individuelle kortkvalitet i decket er højere.
Dette var først og fremmest et landfall-deck, men med fokus på de – i mine øjne – mest interessante og stærkeste kort. Der er de generiske aggro-beaters som Steppe Lynx, Akoum Hellhound, Scythe Leopard og Brushfire Elemental, der udgør en del af den tidlige aggro-plan. Der er også en håndfuld landfall creatures på three drop-pladsen bl.a. i form af Kazandu Mammoth, Skyclave Geopede og Undergrowth Champion, men disse har alle en ekstra ability, der retfærdiggør deres omkostning f.eks. at kunne spilles som et land, at kunne forhindre skade via en slags pseudo-regenerate eller trample. Sidst, men ikke mindst, så har jeg længe gerne villet prøve at spille med Obuun, Mul Daya Ancestor, som både er et Commander-kort, men også er deckets åndelige leder både i den ene og anden forstand, da den gør alt det, som decket vil. En mana value på 4 er en smule dyrere, end man normalt vil gå i et aggressivt deck, men med en række mana dorks og en solid måde at rampe på, finder Obuun nemt bordet tidligt, og hvis man kan kombinere det med hurtige land drops, så kan man ret hurtigt omdanne sine lande til store, midlertidige trusler.
Dertil indgår også kort som Lotus Cobra til at lave eksplosiv eller sågar uendelig mana, og som dertil slår fint på tæven med sine to power. Felidar Retreat er også både et value kort og potentielt en finisher, da man hurtigt kan opbygge en urimelig board state eller blot gøre sine creatures gigantiske på meget kort tid. Valakut Exploration indgår også som en slags card advantage eller direkte skade, der nemt pinger modstanderen for et liv eller mere så godt som hver tur. Det er blot tre kort, der giver decket flere dimensioner. Man kunne også forestille sig en udgave af decket, der spillede Tireless Provisioner og Tireless Tracker, og måske er det vejen frem på sigt.
For at holde dampen oppe i landfall-temaet, bliver der nødt til at være enablers, altså kort, der skovler kullet og holder maskinen kørende. Her valgte jeg at spille Fastbond og Exploration til at komme hurtigt i gang og at tillade nogle eksplosive ture, selvfølgelig side om side med fetchlande og Flagstones of Trokair. Hvis man kan lave sit land drop om til to triggers (eller flere) på de rigtige tidspunkter, så har man ikke blot flere resurser, man får selvsagt også mere ud af landfall.
Kort som Wrenn and Six og Ramunap Excavator søger for vha. fetchlandene, at landene bliver ved med at dukke op, og instant speed spells og abilities som Knight of the Reliquary, Harrow og Crop Rotation skaber nogle eksplosioner af merværdi, som er med til at øge spillets tempo. Normalt skal man være forsigtig med at spille de gamle Bounce-lande fra den oprindelige Ravnica-blok, især fordi de er så skrøbelige over for land destruction som Wasteland, men da man her i decket ramper meget og hurtigt, har flere måder at få sine lande tilbage på og derudover spiller relativt billige spells, er man ikke ligeså bange for land destruction. Derfor spiller jeg Boros Garrison, Gruul Turf, Selesnya Sanctuary og sågar Rith’s Grove, fordi de alle sætter op til en potentielt uendelig combo med Fastbond, lader mig hente mine MDFC-lande tilbage til hånden og spille dem som spells og derudover også hjælper med at holde land drops kørende.
Dette deck er, som den skarpe læser måske har regnet ud, ikke lutter aggro. Det har et fokus på tempo og midrange value, men det er så afgjort et aggressivt deck. Det understreges bl.a. af, at jeg spiller både Concordant Crossroads og Mass Hysteria som muligheder for at give alle mine creatures haste, når jeg er klar til at gå af. Det er begge kort, der kan være lidt risikable at spille imod visse modstandere, men når man selv styrer, hvornår de kommer ned, kan man bedre vende den globale effekt til egen fordel.
En af de ting, der præger en god tempo-plan er, at man tager sine creatures og får mere ud af dem, end man betaler for dem, og her er kort som Qasali Pridemage, Noble Hierarch og Ignoble Hierarch glimrende, fordi de giver muligheden for at gøre ens creature til en større trussel tur efter tur, end hvad det kan præstere alene. Det går fint i spænd med dyr, der pumpes af land drops, da man som overordnet tema har små creatures (som i øvrigt kan søges med Recruiter of the Guard og Imperial Recruiter), der som regel bliver ret store i combat. Jeg spiller ikke mange pump spells, da der ikke er nogen prowess (og lignende) creatures i decket, men både Berserk og Temur Battlerage har sneget sig ind, da begge spells har potentialet til at gøre et umiddelbart uskyldigt angreb til en overrumplende sejr.
Sidst men ikke mindst, så nævnte jeg, at decket også anvender en række generisk gode dyr og spells for at højne kortkvaliteten uden forbehold for kontekst, og her spiller jeg bl.a. hele Naya-siden af Cemetery-cyklen, altså Cemetery Gatekeeper, Cemetery Protector og Cemetery Prowler, mest af alt for at kunne fornægte min modstander mulighed for at anvende sin graveyard alt for proaktivt, og det samme gælder Endurance. Om de alle hører til i et mere tunet build, må tiden vise, men særligt Cemetery Protector har potentialet til at have synergi med landfall, da man i princippet kan vælge at give det en landfall ability. Scavenging Ooze udgør femte kort, der heller ikke mener, at modstanderen skal lege nekromantiker eller snapcaster. Det kan synes som meget graveyard hate, men der findes ikke mange deck i Scandilander, som ikke anvender sin graveyard for value, så derfor gør svar til den slags ofte en forskel i længere spil.
Her vil jeg forsøge at gengive nogle af de højdepunkter og den generelle stemning, der var i de forskellige kampe, men da jeg ikke tog noter, er det hele lidt præget af at være beskrevet ud fra mine minder fra dagen. De fotos, jeg inkluderer er også rekonstrueret, da der som sagt ikke blevet taget billeder på selve dagen, så bær over med
Jeg nåede som sagt at spille med fire af de andre spillere, så det føltes lidt som en FNM bortset fra, at jeg startede med at teste mit Naya Landfall deck af og skiftede til UW Control i de næste tre kampe. For de af jer, der lytter til vores podcast, Højlandspap, så er I nok bekendt med min første modstander, Aske, der havde taget det Black Mold (Golgari Aggro) deck med, som han har spillet en hel del på det seneste.
Naya Landfall vs. Black Mold
Frisk fra en længere cykeltur til Ballerup var jeg klar til kamp, og Aske sad og ventede på en modstander, da mandtallet havde været ulige, indtil jeg ankom. Jeg vidste, at Aske formentlig ville spille Black Mold, så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at starte med Naya Landfall, der også er et aggressivt deck. Dog forventet jeg ikke det store af mit deck, da jeg synes, at det virkede lidt ufærdigt og , da jeg havde testet det aftenen inden. Ikke desto mindre lagde vi ud med en længere kamp, der vippede frem og tilbage, indtil jeg omsider tog første kamp. Det kom faktisk bag på mig, hvor stærk en midrange plan, jeg havde i decket, og den hjalp mig med at grinde mig til en sejr i første spil.
Andet spil husker jeg som mere en-sidet, hvor jeg kom hurtigt fra start. Decket har ikke et decideret fokus på ramp, men i kraft af, at landfall er et centralt tema, så kommer decket ret hurtigt i gang. Jeg havde Ignoble Hierarch nede på tur et, og jeg fik hurtigt samlet mig en aggressiv board state, hvor jeg kunne slå stykker af Askes liv lidt efter lidt, og inden han vidste af det var han på ydmyge 7 liv. Da det blev min tur igen, angreb jeg med et 2 power creature, der triggerede Exalted på både Ignoble Hierarch og Qasali Pridemage, som gjorde min attacker til en 4/4. Aske havde to creatures i spil, og han valgte at smide sin 1 toughness fyr under bussen, og det skulle vise sig at blive hans endeligt, da jeg sad med Temur Battlerage på hånden, og han tog lige akkurat 7 i skade.
Vi spillede derefter et tredje spil for hyggens skyld, som jeg desværre ikke husker så meget fra, blot at Aske formåede lidt genoprejsning ved at vinde det. Jeg kan blot sige, at trods nederlaget, synes jeg, at Askes deck er blevet rigtig fedt. Det passer godt til hans spilstil, og der er sjældent øjeblikke med død luft, så man er nødt til at holde sig på tæerne. GGWP! Med tre gode spil var det en god start på dagen!
Resultat: 2-0 (2-1)
UwU Tax the Rich vs. Academy Combo
Dernæst satte min anden medvært fra Højlandspap, Mickey, sig hen foran mig og spurgte, om vi skulle tage en rematch fra Playoff’et. I seneste sæson af Cockatriceligaen har jeg haft skovlen solidt plantet under Mickey og slog ham 2-1 tre gange, dvs. to gange i løbet af sæsonen, og en gang i selve Playoff’et. Jeg formåede også at servere ham en rundhåndet 2-0 til Oktoberturneringen. Det sagt, er det næsten altid spændende kampe, når vi spiller imod hinanden, fordi det er en konstant kamp om, hvor vidt Mickey får lov til at gå af med en af sine mange comboer, eller om jeg formår at smide en tilstrækkelig stor kæp i hans hjul. Som sædvanlig spillede Mickey sit artifact combo deck med navnet UR Combocademy, så derfor var det nærliggende, at jeg skiftede til mit blå-hvide kontroldeck, som jeg har spillet en hel del på det seneste, og som i øvrigt har været en fast del af vores opgør, så vi kunne skrive næste kapitel i denne saga.
Vi begyndte med et spil, hvor jeg ret hurtigt fik lagt Mickey i en form for benlås med kort som Lavinia, Azorius Renegade og Elite Spellbinder. Jeg trak ikke mange lande, men til gengæld havde jeg til at starte med alle de rigtige svar på de rigtige tidspunkter, og jeg begyndte at føle mig ovenpå på en måde, der tillod mig at indtage rollen som den aggressive ret hurtigt. Jeg fik derfor slået Mickey ned i nærheden af farezonen over en række ture og tænkte, at sejren var tæt på at være i hus. Så skete der dog det, som ofte sker, når man spiller imod Mickey, at han trækker sig til en puslespilsbrik, der sætter en Storm P.-maskine af triggers og game actions i gang, og pludselig ser kampen ganske anderledes ud. Min Lavinia har desværre måttet bide i støvet, og det giver Mickey mulighed for at arbejde lidt mere frit. Han finder en tutor, der gør, at han kan fremtrylle sin Walking Ballista ud af sit deck. Efter at have lavet en urimelig mængde mana, vælger han blot at spille den for 4 mana med to +1/+1 counters på, og han bøffer så min Elite Spellbinder, hvilket giver mig anledning til at klø mig lidt i hovedbunden. Jeg føler mig dog ikke helt ude af spillet endnu, men der går ikke meget mere end en tur, før han får Chromatic Orrery i spil, efterfulgt af Filigree Sages, og da han nu havde uendelig mana og card draw, var der ikke mere at komme efter. Første spil til Mickey.
Næste kamp formåede Mickey på en lidt mere overbevisende måde at tage styringen tidligt i kampen takket være Urza’s Saga og to Constructs, der distraherede for meget til, at jeg kunne fokusere på min egen plan. Det hjalp heller ikke, at mine draws var lidt sløve, og at mine cantrips og andet card draw lod vente på sig. Det er min erfaring, at når man er imod combo decks som Mickeys, at man ret hurtigt skal være den, der styrer slaget, og den, som konstant giver tilladelse til, hvad de får lov at afvikle, hvis man skal slippe ud i live. Ligeså snart combo-spilleren slipper af sted med at have først ét farligt komponent på bordet, så er det blot et spørgsmål om tid, før der følger mere med. Det skete desværre her, hvor de stadigt voksende Constructs gjorde, at dæmningen blev brudt, og at jeg for hurtigt løb tør for resurser til at forsvare mig med. 2-0 til Mickey.
Vi tog også et hurtigt tredje spil, mens vi ventede på nye modstandere, men det var ikke noget at skrive hjem om. Nu gør jeg det så alligevel. Måske i en form for nihilistisk tilt beholdte jeg en ekstremt risikabel hånd med en god portion stærke kort, dog kun ét land, til og med en Moonring Island, der kommer i spil tapped. Jeg satsede meget hårdt på, at Brainstorm skulle hjælpe mig med at grave videre til øer og sletter, men i stedet hånede mit deck mit sløje valg, og jeg var fanget i en Brainstorm-lock, der ledte til, at jeg efter 4-5 ture uden nyt land greb chancen for at trække stikket ved første mulighed, da nye modstandere meldte sig. GG’s til Mickey! En velfortjente sejr, men jeg kommer igen!
Resultat: 0-2 (0-3)
UwU Tax the Rich vs. Golgari Dredge
I dagens tredje kamp spillede jeg imod Jannik, der er en af en håndfuld spillere, som er kommet til Scandilander efter at have spillet German Highlander i mange år. Jeg havde mødt og spillet imod ham én gang før for noget tid siden, og ud over at være en enormt hyggelig fyr, så er han også en glimrende spiller med stor forkærlighed til midrange og creature-baserede deck. I dagens anledning havde han valgt at tage et Golgari Dredge build med, som han p.t. brygger på.
I første spil beholder jeg en hånd med Ancestral Recall og en anden card draw spell, muligvis Ponder. Jannik får hurtigt en Smuggler’s Copter i spil, og jeg begynder at sidde og pønse på en plan for at fjerne den. Det er desværre også her, hvor en serie af uheldige sekvenser senere leder til en bøvlet omgang misplays. Da Jannik har spillet sin Copter og giver mig turen, sidder jeg og godter mig over, hvor voldsomt jeg skal til at trække tæppet væk under ham. Det er endnu ikke tydeligt, at han spiller Dredge og Reanimator, og det er egentlig heller ikke væsentligt på dette tidspunkt. Jeg har blot sat op til, at jeg har en Terminus liggende på toppen af mit deck, og at jeg har en hvid og en blå mana åben, så jeg på hans tur kan caste Ancestral Recall og spille Terminus for sin Miracle cost, når han spiller sit creature og crewer Smuggler’s Copter. Jannik ærgrer sig dog over, at han ikke har et creature at spille på sin tur, men måske ikke ligeså meget som jeg gør. Spillet rykker sig dog videre, og jeg får gang i en farlig board state med flyvende dyr, Teferi, Time Raveler og en ret stærk hånd.
Et af de flyvende dyr er nye kort Cemetery Illuminator, der gør, at man kan exile kort fra en graveyard og spille kort af en tilsvarende korttype fra toppen af sit deck. Jannik har dog Maze of Ith på bordet, men det forhindrer mig ikke i at æde kort fra hans graveyard på mine attack-triggers. Omsider får han dog bygget sit bord op, så der creatures bl.a. til at crewe Smuggler’s Copter. Samtidig har jeg brugt Jace, the Mind Sculptor til at sætte mit Terminus play op på ny, men bliver lidt for ivrig, og beslutter mig for at angribe med Cemetery Illuminator for at få at æde hans Griselbrand i graveyarden, og for at få Jannik til at aktivere sin Copter. Her får jeg dog rodet mine planer og oversigt over situationen sammen og glemmer, at Jannik selvfølgelig ikke har noget incitament til at bruge sin Maze of Ith på min Illuminator længere, og værre endnu, at jeg selvfølgelig kun kan spille Miracle-kort, hvis det er det første kort, jeg har trukket på min tur. Alt det går på for mig undervejs, efter vi er gået til blockers, og i et forsøg på at redde situationen, smider jeg i stedet min Dress Down på bordet, og pludselig er jeg hunden i det brændende hus.
Efter en kort udredning mellem jeg, min modstander og en anden spiller om, hvilken effekt Dress Down har på Smuggler’s Copter og kampen, så bed jeg mit misplay i mig, mistede først min Cemetery Illuminator og derefter min Teferi, Time Raveler. Ikke nok med det, men Dress Down trak mig også den Terminus, jeg kunne have spillet med Miracle i løbet af Janniks tur. En sand klovnefiesta! Suk… Kender I det, hvor man brænder en genial plan ind i hjernen og er så stålsat på at afvikle den, at man overser alt det åbenlyse? I sidste ende trækker jeg mig dog ud af mine egne tåberier vha. en stribe value plays, der bl.a. omhandler Ancestral Recall og Noxious Revival, og jeg ender med at vende situationen til en sejr. Det var et sjovt og langt spil, men også et af dem, hvor jeg blev pinligt bevidst om, at der er en del krøller, jeg skal have glattet ud, og en del linjer, jeg ikke har spillet nok til, at de ligger på rygraden.
I andet spil kommer Jannik lidt bedre fra start, og han har mere held med at forstyrre min plan. Det hjælper også, at han uforstyrret får lov til at få Survival of the Fittest i spil, for så går der ikke lang tid, før jeg sidder og stirrer på en Deathrite Shaman, en Hogaak, the Arisen Necropolis og andet skidt, der lægger et voldsomt pres på min lidt sløje hånd. Jannik vinder spil to, og da vi skal nå at rokere rundt på modstandere en sidste gang, inden folk skal hjemad, så afslutter vi kampen på 1-1 efter to interessante spil. Jeg vil dog lige hurtigt nævne, at både Jannik og jeg fik øjnene op for, hvor heftigt et kort, Dauthi Voidwalker er i løbet af begge spil. Dets styrke er godt nok i høj grad defineret af kortkvaliteten i modstanderens deck, men det er en af de absolut stærkeste stykker graveyard-had, der er spilbare i 2021. Anden strøtanke her i efterspillet er, at jo flere effekter, vi får, der snupper kort fra modstanderen (tænk også Ragavan, Nimble Pilferer; Opposition Agent; Siphon Insight osv.), desto bedre bliver kort som Remand; Venser, Shaper Savant, Narset’s Reversal og Trostani Discordant.
Resultat 1-1
UwU Tax the Rich vs. Eldrazi Ramp
Min sidste kamp på dagen var imod Oktoberturneringens mester, Daniel, der spillede et deck, som jeg husker som et Eldrazi Ramp deck. Det primært var grønt, muligvis med et splash af rød og indeholdte en – selv for arketypen – overvældende mængde af ramp spells og meget store dyr. Daniel er endnu en af de spillere, der har en lang baggrund i German Highlander, og som vi nu har fornøjelsen af at spille med i Scandilander, og han er en både intimiderende og en fornøjelse at spille imod, fordi han er ret skarp i sit spil.
I første spil fik Daniel hurtigt gang i en meget eksplosiv start, der bød på et væld af ramp spells, mana rocks og adskillige forsøg på at caste store, grumme dyr som Terastodon og Emrakul, the Aeons Torn, men heldigvis kom min kontrolplan godt fra start, og der gik ikke længe, før jeg fik udmattet Daniels hånd og selv sat gang i Spellseeker + Ephemerate-comboen, eller som jeg kalder den: The Circle of Life (sæt evt. musikken på, mens du læser resten af teksten).
Alle vores spil var generelt præget af, at jeg endnu en gang fik lov at spille Ancestral Recall en god mængde gange, som holdte svarene flydende i en lind strøm. Hvor narrativen på Daniels side var ramp, ramp og ramp, indtil at han havde 10-15 mana ledige på sin tur og derefter kunne true mig med bombe efter bombe på stacken, så var narrativen på min side, at lege snigskytte og skyde de væsentligste puslespilsbrikker med removal, counterspells eller bounce-effekter, indtil jeg selv havde resurserne til at få ben på bordet med nok mana åben til at forsvare mig imod Daniels næste top deck.
Jeg vandt første spil, og selvom Daniel havde fået ordre hjemmefra om at indhente rigelige mængder bearnaisesauce til, hvad jeg kun kan forestille mig endte som et gilde, hvor den gullige smørsauce flød over på alle tallerkener, så besluttede vi os for at udsætte denne vigtige mission for at kunne spille et spil til. Det var godt, at vi gjorde det, for det næste spil var intet mindre end episk. Det drejede sig selvfølgelig om rigelige mængder ramp på hans side, og en stor mængde card draw på min. En udsultningskamp, hvor hans trusler kom tonsende i høj volume, imens svarene dalede ned fra himlen. Udslagsgivende var det dog, da Daniel spillede en Artisan of Kozilek, der stillede for store krav til mine svar. Med Artisans reanimator ETB-effekt valgte han en Avenger of Zendikar, der havde løbet hele vejen fra et spil Commander og ind i en af mine counterspells, og selvom jeg endte med at counter selve Artisan of Kozilek med min Overcharged Amalgam, som jeg var i færd med at teste, så tog Avenger of Zendikar hurtigt over. Jeg husker, at jeg havde et vindue, hvor jeg kunne have dræbt Avenger, inden Daniel nåede at få sit næste land drop og pumpe hæren af potteplanter, men holdt mana oppe i tilfældet af, at noget grummere var på vej. Men som en forladt have, blev jeg kvalt i ukrudt, og det tog ikke mange ture, før jeg var begravet hidsige Plant tokens. Vi stod nu uafgjort.
Begge gange, jeg havde spillet imod Daniel før denne dag, endte vores kampe i 2-1. Første gang var på Bastard Café, hvor jeg bl.a. Kroxa’ede hans hånd til atomer sammen med Lurrus, da vi spillede en Rakdos Madness Vampires vs. Bant Blink kamp. Til Oktoberturneringen vandt jeg også første spil, for derefter at tabe de næste to spil, til og med i sidste runde af overtid. Derfor hang der en usagt enighed i luften om, at kunne vi ikke forlade slagmarken med kampen uforløst, så bearnaisesauce og den sultne kæreste måtte vente lidt endnu. Jeg kan ikke huske alle detaljerne, men nogle af højdepunkterne fra min side var de følgende: Det var anden kamp, hvor jeg nødt til at replicate min Lose Focus for mindst to ekstra blå mana, for at sikre mig, at Daniels spell blev countered. Det havde hverken Spell Pierce eller Mana Leak kunnet præstere. Det var også en kamp, hvor jeg for alvor gik af med Spellseeker + Ephemerate-comboen, og takket være Noxious Revival og Jace, Vryn’s Prodigy, så trak jeg en strid mængde kort. Endnu en gang blev jeg konfronteret med en Artisan of Kozilek og havde Overcharged Amalgam på hånden. Denne gang valgte jeg dog at counter triggeren for i den følgende runde at smide det tilbageværende spaghettimonster bag lås og slå med Palace Jailer. Daniel og hans ivrige deck insisterede på at vinde, så han smækkede den ene trussel eller tutor-into-play effekt efter den anden på stacken, og med en eller anden form for metaforisk sved på panden måtte jeg baske dem til siden med svar efter svar. Mentalt stakåndet kommenterede jeg: “De bliver ved med at komme!”, hvortil Daniel sagde: “Jeg sad og tænkte det samme!” Det var en stædig kamp fra begge sider, men i sidste ende blev mine svar og flyvende hate dyr dog for meget, og jeg endte med at vinde sidste spil. Det bliver ikke sidste gange, at vi spiller til hudløshed. GGs!
Det var en episk kamp at slutte af med på en dag, der til trods for aflysningen af turneringen endte med at være hyggelig og fyldt med gode mennesker (både nye og gamle), interessante deck og ikke mindst nogle rigtigt gode kampe.
Resultat: 2-1
Et stort tak til Søren fra Slice N Dice i Ballerup, Aske fra Turneringsgruppen og de andre deltagere for en hyggelig dag. Vi arbejder hårdt på at få en ny dato og sted til den udsatte Novemberturnering, så vi kan få afviklet den og finde årets sidste mester, inden vi d. 9. januar skal spille Årsmesterskab 2021.
Et par hurtige tanker om de to deck, jeg havde med. Naya Landfall var et sjovt deck, som jeg glæder mig til at tune og forbedre. Det, som gør, at det var interessant for mig, var, at det ikke bare ren, fuld-fart-over-stepperne aggro, men et aggressivt deck med en høj grad af synergi, og som havde en del knapper at dreje på, når udfordringen fra den anden side skiftede. Noget af det, jeg holder af, ved Scandilander og andre Highlander-formater er, at man til tider føler sig som lidt af en Kung Fu-mester, mens man spiller. De bedste deck og spillere placerer sig som oftest i en position, hvor de har mulighed for at krydre en proaktiv plan med en høj grad af reaktivitet, så udvekslingerne udspilles over flere game actions og kræver mere omtanke. Det er sjældent at man kan sige: “Du spiller jo sådan et deck, så har du jo ingen svar til det her!” Her er mit Naya Landfall-deck ingen undtagelse, fordi det er bygget op ud fra nogle grundlæggende tempoprincipper, der siger, at man skal have rigtigt meget ud af meget lidt, og det er vigtigt, at de kort, man spiller er nogenlunde fleksible i sin anvendelighed.
For mit blå-hvide kontroldeck gælder det samme bare i endnu højere grad. Men hvor mange kontroldeck er gået i temporetningen, så har jeg forsøgt at dreje det mere i retningen af Death & Taxes og value midrange. Som jeg beskrev ovenfor, så har jeg skruet ned for de klassiske kontrolelementer, og noget af det, jeg i høj grad tester er Lurrus of the Dream-Den interaktioner. Indtil videre kan jeg sige, at jeg er ret begejstret for samspillet med Mishra’s Bauble, Snapcaster Mage og Angelic Renewal, som alle giver decket mere grindability, men jeg er stadig lidt usikker på, om Dress Down i stedet burde være Omen of the Seas, og om jeg burde finde plads til en Codex Shredder. Det er i hvert fald en af de lister, som jeg er gladest for med øjnene vendt mod Årsmesterskabet, og lige nu er planen at få flere kampe under neglene, så jeg føler mig bedre udrustet til den meget alsidige meta, vi har i formatet.
